Undervisere til HTX Lillebælt i Fredericia

På Teknisk Gymnasium på EUC Lillebælt er der fremgang i tilmeldingstallet, og vi søger derfor undervisere med undervisningskompetence indenfor Biologi, Kemi, Matematik, Dansk, Engelsk, Psykologi og Kommunikation/it. For at komme i betragtning skal du have en uddannelse på kandidatniveau fra universitetet eller lignende.

Du skal være engageret og god til at formidle din viden både som enkeltperson og som deltager i lærerteams, hvor samspil mellem fagene er sat i højsædet. Frem for alt skal du have lyst til at undervise unge mennesker i en spændende alder.

Undervisningen foregår i et moderne undervisningsmiljø, hvor bærbare computere er en naturlig og integreret del af undervisningen. Et godt it-kendskab er således en vigtig forudsætning.

HTX Lillebælt er en aktiv arbejdsplads med fokus på din personlige udvikling.

Lærerkollegiet er fagligt og uddannelsesmæssigt bredt sammensat af ingeniører og kandidater fra universitet, hvilket giver gode muligheder for faglig udvikling og fagligt såvel som socialt fællesskab. Du vil som en aktiv del af dette fællesskab have mulighed for at deltage i pædagogiske dage og eksterne kurser og konferencer samt sociale og fysiske aktiviteter.

Dit undervisningsskema lægges fast for et halvt år ad gangen, og du får stillet egen arbejdsplads og bærbar computer til rådighed, så dine muligheder for forberedelse og arbejde på skolen er så gode som muligt. Se mere om HTX Lillebælt på www.htxl.dk

Stillingerne er pr. 1. august og omfattet af aftale om ny løn og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomster. Ansøgningen skal være skolen i hænde senest den 20. april 2012 og mærket "Underviser til HTX".

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til rektor Lars Hansen på tlf. 7920 1111 eller [email protected].