Varieret arbejde
På uddannelsen til elektriker opnår du en grundlæggende viden om strøm til alt fra lys og maskiner til computere og alarmsystemer. Herunder lærer du at installere, reparere og vedligeholde computerstyrede el-systemer som eksempelvis computernetværk, industrirobotter eller telefon- og alarmanlæg.
Elektriker (EUX)
Om uddannelsen
Du kommer til at arbejde med både tekniske dokumentationer og teoretiske begreber, samtidig med at du laver praktiske øvelser i både små og større opstillinger. Herunder lærer du at læse tegninger og diagrammer og at dimensionere elinstallationer.
Du vil få kendskab til, hvordan elektriske produkter og systemer virker. På baggrund af det kan du installere nye systemer og rådgive kunder om valget af elektriske løsninger. Går de i stykker, kan du finde fejl og reparere dem.
Arbejdet med strøm kan være farligt, og derfor lærer du om regler for området og om arbejdsmiljø, sikkerhed, brandbekæmpelse og førstehjælp.
- Opstart: Der er opstart på grundforløbet i august og januar.
- Varighed: Uddannelsen varer 4,5-5 år, afhængigt af hvad du vælger at specialisere dig i. På EUC Lillebælt kan du tage grundforløbet på elektrikeruddannelsen. Du kan fortsætte på hovedforløbet på en af vores samarbejdsskoler.
- Tilmelding: Du tilmelder dig uddannelsen på optagelse.dk
Uddannelsens opbygning
Efter grundforløbet skal du finde en læreplads, hvorefter elektrikeruddannelsens hovedforløb veksler mellem praktik i en virksomhed og undervisning på skolen. Hovedforløbets varighed afhænger af, om du uddanner dig som elektriker 1 eller 2.
Hos EUC Lillebælt kan du tage grundforløbet. Herefter kan du fortsætte på hovedforløbet på en anden skole, hvor du vil kunne tage specialerne:
- Elektriker 1 – 4,5 år
- Elektriker 2 – 5 år
Specialernes varighed er inkl. grundforløb.
På begge specialer lærer du at arbejde med installationsteknik, bygningsautomatik, styrings- og reguleringsteknik og kommunikationsteknik.
Tager du specialet elektriker 2, lærer du også at arbejde med udviklingsorienterede opgaver inden for det el-tekniske område. Desuden lærer du bl.a. at arbejde med kommunikationsnetværk, procesanlæg og robotteknologi.
Første del af hovedforløbet (H1) handler hovedsageligt om el. Dette indebærer bl.a. el-teori og installationsteknik, grundlæggende automatik, dokumentation, kvalitetssikring og el-sikkerhed, kundeservice og hele tekniske løsninger. H1 afsluttes med en teoretisk og praktisk prøve.
I samarbejde med din praktikvirksomhed sammensætter du herefter selv hovedforløb 2 og 3 af 4-5 moduler. Du kan vælge mellem 29 specialemoduler.
Se LUP (Den lokale undervisningsplan) for elektriker her:
Adgangskrav
Du skal have bestået 9./10. klasse med mindst karakteren 02 i dansk og matematik.
På uddannelsen er der ikke mulighed for ny mesterlære.
EUX
Hos EUC Lillebælt kan du kan tage grundforløbet på elektrikeruddannelsen som EUX. Hvis du vil fortsætte med EUX, kan du tage hovedforløbet på en af vores samarbejdsskoler. Uddannelsen varer 5 år som EUX.
Økonomi
Når du har fået en uddannelsesaftale, vil du modtage elevløn i både skole- og praktikperioderne. Hvis din uddannelsesaftale ikke dækker grundforløbet, kan du få SU, hvis du er fyldt 18 år.
Undervisere
EUC Lillebælt er en moderne skole, hvor læring, faglighed og socialt samvær går hånd i hånd. Vores undervisere holder sig løbende opdateret på de nyeste tendenser inden for deres fag. På den måde er du sikret, at du lærer det, som en arbejdsplads forventer af dig.
Vi holder os løbende opdateret med de nyeste materialer og maskiner, således at du har moderne udstyr til rådighed under din uddannelse.
Skolen er desuden dybt forankret i det lokale miljø, hvor vi har et tæt samarbejde med de lokale virksomheder. Der er derfor rig mulighed for at finde en læreplads, og herfra koble din undervisning sammen med det, du skal lave i praksis på lærepladsen.
Skoleoplæring
Hvis du ikke finder en læreplads efter at have bestået grundforløb 2, har du mulighed for at komme i skoleoplæring. EUC Lillebælt udbyder ikke skoleoplæring på elektrikeruddannelsen, og derfor vil din skoleoplæring foregå på en af vores samarbejdsskoler, der udbyder hovedforløbet.
Fremtidsmuligheder
Dygtige elektrikere er både eftertragtede i Danmark og i udlandet. Når du er udlært elektriker, har du derfor masser af forskellige muligheder. Det kan f.eks. være at arbejde i private og offentlige virksomheder eller hos en privat elinstallatør. Afhængigt af hvordan du kombinerer dine specialemoduler, kan du komme til at arbejde med eksempelvis belysning i byggeri eller styring af it-, telefon- og overvågningsanlæg.
Som elektriker har du desuden mulighed for at videreuddanne dig. Som både elektriker 1 og 2 kan du søge optagelse på erhvervsakademiuddannelserne: Automationsteknolog, byggekoordinator, driftsteknolog – offshore, energiteknolog, installatør VVS, IT-teknolog, kort- og landmålingstekniker, produktionsteknolog eller miljøteknolog.
Derudover kan du læse videre på en valgfri uddannelse på erhvervsakademiet, såfremt du opfylder de specifikke adgangskrav.
Du kan også søge en professionsbachelor som bygningskonstruktør eller i eksport og teknologi.
Tager du elektrikeruddannelsen som EUX, kan du benytte dig af de ovenstående muligheder og derudover søge optagelse på en videregående uddannelse.
Bliv en del af EUC Lillebælt
Er du klar til at starte på en erhvervsuddannelse?
På EUC Lillebælt kan du dykke ned i netop det fag, du finder mest interessant, og på den måde tage første skridt mod en karriere i erhvervslivet. Samtidig med fagligheden får du mulighed for personlig og social udvikling i et spirende studiemiljø med højt til loftet.
Andre har også set
Søg optagelse på EUD/EUX
Hvis du er klar til at ansøge om plads på EUD/EUX, kan gå direkte til ansøgningssiden her.
Â
Bliv kontaktet af en vejleder
Du kan blive kontaktet af en af vores vejledere. Send os dine oplysninger og beskriv kort det emne, du gerne vil snakke med os om.